Kaos Tempel

Kunstværk af Frithioff Johansen
Når du er på besøg i Medietanken eller på TV MIDTVEST om aftenen, så kan du opleve et af Holstebros mest originale og spændende kunstværker af Frithioff Johansens kæmpemæssige laserskulptur Kaos Tempel. Skulpturen omkranser den 50 meter høje sendemast ved TV MIDTVEST's station i Holstebro. 

Skulpturen blev opført i 1989 samtidig med opførelsen af TV MIDTVEST. Dengang havde skulpturen også et rent praktisk formål, da den også fungerede som sendemast for TV MIDTVEST. Kaos-templet er en 400 kubikmeter stor jernkonstruktion der er blevet beskrevet som et kæmpemæssigt ”sammenkrøllet” metalgitter der hviler på fire 20 meter høje søjler.

Konstruktionen oplyses af to laserstråler. Den ene er en bevægelig laserstråle der scanner og oplyser gitterkonstruktionen – og konstant danner nye og næsten uforudsigelige former. Den anden laser sendes mod et spejl på Kaos Templets top, og derfra videre 1,5 km ind mod Holstebros centrum, hvor den oplyser Black Box Theatre.